Hvad er Muaythai?

I begyndelsen af 1900-tallet, bliver der indført flere regler i sporten, af samme karakter, som vestlig boksning. Det store kampareal, bliver udskiftet med en boksering. Det tynde reb om hænderne, bliver udskiftet, med mere beskyttende boksehandsker. De lange kampe, der normalt kæmpes, til den ene opgiver, bliver også udskiftet med omgange på tid. Dermed bliver Muaythai til en officiel sportsgren, og bliver internationalt kendt som Thaiboksning.

Muaythai er en kampsport, der stammer fra Thailand. Stilarten er udviklet og benyttet af den thailandske hær i krige, gennem de seneste 1000 år. I Thailand anses Muaythai som landets nationalsport, og i dag, er der mere end 65.000 professionelle udøvere i landet. Kæmperne bor og træner i klubber, hvor en normal dagligdag, står på 2 gange træning, hver på omkring 2-3 timer. Selvom Muaythai kan være meget farligt, vælger mange familier, at sende deres børn til klubberne, i håb om, at de kan brødføde familien. Man kan nemlig tjene en god løn som thaibokser, faktisk mere end majoriteten gør i landet. De seneste årtier, har de bedste kæmpere, kunne konkurrere på de største og mest anerkendte Muaythai-stadions, hvor konkurrencen og pengepræmierne kan være meget store.

Traditioner i Muaythai
Der findes mange ritualer i Muaythai, som kæmperne skal udføre inden en kamp begynder. En stor del af disse ritualer, afspejler den thailandske kultur, og hovedformålet er, at vise sin respekt for sporten sin træner, men også sin modstander.
Alle klubber har en Mongkol, som er en hovedbeklædning man får på inden man går ind i ringen. I Thailand er Mongkolen meget hellig, og er velsignet af en buddhistisk munk. Den bæres aldrig under hoftehøjde og derfor træder man også over alle tove, når man indtræder ringen.
Når begge kæmpere er i ringen, starter den traditionelle thaimusik (Samara), som består af en skinger fløjte, to trommer og en ching, som bestemmer tempoet. I Thailand spilles dette af et liveband, bestående af fire personer. Tempoet øges fra inden kampen til kampen starter, og bliver endnu hurtigere fra start til slut.

Kæmperne går rundt i alle fire hjørner, hvorefter de sætter sig på knæ, i midten af ringen. Der bukker man tre gange til ære for sin træner. Waikru betyder hilsen til træner på thailandsk. 
Derefter kan kæmperen også udføre dansen (Rammuay), der er en blanding af statiske og dynamiske bevægelser, der danses i rytme til musikken. Oprindeligt er det opfundet, for at drive onde ånder væk, og give lykke inden kampen. I dag bliver det praktiseret for at holde de gamle traditioner i live, og for at varme fysisk og mentalt op inden kampen.
Kæmperne slutter disse traditioner af, med at bukke for hinanden, for at vise deres respekt. Dette samme gør man, når kampen er slut.